Området omkring os

OMRÅDET OMKRING OS

Fra vandrerhjemmets store have fører en sti ind til Dronningens slotspark, som indeholder mange historiske monumenter og skulpturer. Især den kunstig anlagte Nordmandsdal fra Frederik IV ‘s tid er et besøg værd. Kongen ønskede at understrege det meget tætte forhold mellem Danmark og Norge og lod derfor bl.a. denne statue-dal anlægge. Her står ganske almindelige nordmænd-skulpturer i naturlig størrelse. En lidt spøgelsesagtig, men spændende oplevelse.

Smid kludene og spring i bølgen blå

Slotsparken går helt ned til Esrum Sø. Her kan man soppe, bade, studere fugle, leje en robåd, fiske, spise is og drikke kaffe eller blot nyde udsigten og solnedgangen over Danmarks dybeste og vandrigeste sø. På den modsatte bred ligger Nødebo og Grib skov. Efter forudgående aftale med færgemanden i Skipperhuset kan I blive sejlet over til “Dronningens bøge” eller “Kongens bøge”, begge dejlige tumlepladser med grill til fri afbenyttelse. Fra slottets port til bredden af Esrum sø anlagdes i 1725 Skipper Alle, og for enden af denne blev opført et hus. “Skipperhuset” har porte direkte mod søen, hvorfra kongen kunne sejle ud med sit lystfartøj. Husene ved søen eksisterer stadig, og fungerer som bolig og værksted for skipper Liebst, der vedligeholder de dejlige træbåde og opretholder stedets mere end 250-årige tradition med bådudlejning, fiskeri og færgefart på søen.

Kronvildt i grib skov

I Grib Skov er der afmærkede vandreture og med lidt held kan I opleve hjortevildtet. Samtlige 4 danske hjortearter lever her og bestanden af dåvildt er med 6-800 stk. Danmarks største. Er årstiden til det, er der også mulighed for en udbytterig svampetur.

Fredensborg handelsby

Fredensborg er en hyggelig by med lokalt særpræg, individuelle forretninger og masser af spændende indkøbsmuligheder. Der er 3 supermarkeder og ca. 40 forskellige små og mellemstore forretninger med hver deres særpræg og lokale charme. .

Sverige, Kronborg og København.

Fredensborg ligger 15 km. fra Helsingør, med Kronborg og færgerne til Sverige og 10 km. fra Hillerød med Frederiksborg slot. Der er både tog og busforbindelser til begge byer, og fra disse byer, er der forbindelse til København og alle dens glæder!

Humlebæk (25 min med bus, 200 meter fra vandrerhjemmet)

I Humlebæk finder I først og fremmest kunstmuseet Louisiana, smukt beliggende i en stor park lige ved Øresund. Her er en permanent kunstsamling, skiftende udstillinger af moderne kunst (international), biograf, koncertsal, café og butik. Museet er meget børnevenligt og har af og til specielle arrangementer for børn. Kun 700 m nord for Louisiana i den lille lund Babyloneskoven, har I mulighed for at se langdysser fra yngre stenalder, 3 stk. 4000 år gamle. Vil I derimod hellere bade fra en hvid sandstrand, skal I gå sydpå, ca. 1 km.

Hillerød (10 min med toget, 900 meter fra vandrerhjemmet)

I Hillerød er Frederiksborg Slot med “Det nationalhistoriske museum” bestemt et besøg værd. Alle vore enevældige konger (1660-1848) er blevet kronet her, i Slotskirken, som stadig er i brug. I sommerhalvåret er der sejlads på Slotssøen, hele året er der mulighed for gåture i den symmetrisk anlagte slotspark. Slottet byder ikke på de store muligheder for fysisk udfoldelse, det gør derimod Frederiksborg Centret med sportshaller af enhver art, incl. svømmehal. Børnebassin med rutsjebane, svømmebassin samt springbassin med vipper og rutsjebane. Til de der hellere vil kikke på, også ikke-omklædte, er der indrettet hyggelige siddepladser. Fra svømmehallen er der et kvarters gang til byens nye og utraditionelle butikscenter, en landsby i byen.

Helsingør (15 min med toget, 900 meter fra vandrerhjemmet)

Shakespeare, Holger Danske, kasematterne, kanonerne, Kronborg Slot. Lad guiden fortælle de mange spændende historier som er knyttet til Kronborg. Besøg Handels- og Søfartsmuseet. Oplev det trafikerede Øresund og forestil jer opkrævningen af Sundtolden under Erik af Pommern (fra 1426). Gå på opdagelse langs stranden eller tag en smuttur til Sverige. Har I derimod lyst til at være på havet en hel eller halv dag, arrangerer Elida Rederiet ture efter netop jeres ønsker og behov. Også fisketure. Få en brochure herom på vandrerhjemmet.

I Helsingør finder i også Danmarks Tekniske Museum med permanente og skiftende udstillinger om naturvidenskab og teknik. Mange maskiner og apparater må røres og afprøves, hvilket gør museet til et spændende sted for både store og små. Entrébilletten giver også adgang til Trafikmuseet, som bl.a. kan fremvise Danmarks ældste køreklare bil “Hammelvognen” fra 1889. I “Øresundsakvariet” må I også røre tingene, f.eks. søpindsvin, søanemoner og krabber. Begge steder kan I øvrigt benytte jer af skoletjenestens tilbud, men ring først.

En Københavnertur … eller to?

Tre kvarter med toget, så er I i København. Slip børnene løs på strøget, i Tivoli eller Zoologisk have. Besøg Louis Tussaud´s Wax Museum, Zoologisk museum eller Nationalmuseet. Oplev Planetarium og Eksperimentarium. Gå i Det Kongelige Teater eller Operaren. Økonomisk kan det være en fordel med et “Copenhagen Card” til hver, som kan bestilles hos os.